Brejning ved Munkebjerg

Ruten omkring Brejning ved Munkebjerg er en kombination af 3 officielle og afmærkede ruter fra Vejle Kommune. Den samlede længde er ca 7,6 km:

5: Varieret tur på ca. 5 km langs med kysten, over marker, enge og i skov med flotte udsigter over fjorden. Ruten går forbi naturlegepladsen ved Brejning Havn.

6: Rundtur på ca. 1 km – i skov, over mark og forbi Trindvold, et voldsted fra middelalderen.

7: Sansestien – er for børn og barnlige sjæle. Turen er på ca. 3 km og har sansestationer
undervejs, hvor du kan prøve forskellige sanselege med syns-, føle-, høre-, smags-, balance-, lugte- og bevægelsessansen.

Du kan læse mere om området ved Munkebjerg i folderen fra Vejle Kommune: https://www.vejle.dk/media/2795/munkebjerg_brejning_2016_folder_web.pdf.

Der er mange stier og afmærkede ture rundt i Munkebjerg Skov. Turene byder på både fladt og stærkt kuperet terræn. I skoven findes Blokhuset, oprindeligt opført til skovarbejderne,
men nu også et ‘Ty i ly-sted’ med overdækkede borde og bænke til skovgæster. Også langs kysten kan du flere steder gå dejlige ture på afmærkede ruter, stier og veje. Ved Ibæk Strand og Andkær Vig er der overnatningsmulighed på telt-og shelterpladser.

Du kan se ruten her: https://hiking.waymarkedtrails.org/#route?id=3237467 og du kan også hente ruten som GPX-fil.

One Reply to “Brejning ved Munkebjerg”

  1. Har i dag gået blå rute fra parkeringspladsen ved Brejning havn.
    Turen ind mod Vejle var fin og godt afmærket. Der manglede dog alternativ rute lige ved overgangen fra Sellerup strand til Brejning strand. Der stod vandet helt ind til de store sten og gå bag om dem var umulig for hybenrose buskene, så der burde være en alternativ rute op til asfaltvejen og pile der viste frem til ruten længere fremme. Fra Parkeringspladsen og modsatte vej fandt vi ikke den blå pil nogen steder, men fulgte den røde rute til vi fandt en blå pil op af en meget stejl skrænt. Der kunne godt have været sat et tov op, så man kunne holde fast i på vejen op mellem trærødderne. Der hvor blå rute vender og går tilbage sammen med rød sidder den blå pil lidt misvisende på skrå, og længere fremme ad skovstien har en pæl været lagt ned, og man er i tvivl om hvordan den skal vende i forhold til ruten. Men ellers en utrolig dejlig tur.

Lukket for kommentarer.