Søndersø er en sø i Nordsjælland syd for Værløse i Furesø Kommune. Ruten som er 5,6 km lang, starter fra parkeringspladsen ved Ballerupvej.
Vi går ind i skoven ad den lille sti. Når vi kommer ud af skoven, går vi til venstre ad Ballerupvej. Hvor vejen drejer let mod venstre, drejer vi mod højre, ind på stien, som går langs søens bred. Vi følger stien langs Tipperup Å, og vi passerer et vandbassin. Umiddelbart efter dette bassin, drejer vi igen mod højre og bevæger os ind i skoven, fortsat langs Tipperup Å.
Vi følger stien til vi kommer ud af skoven, hvor vi krydser åen og kortvarigt følger cykelstien, mens vi kan tage et kig over til Flyvestation Værløse. Efter et ganske kort stykke drejer vi igen til højre ad en gangsti og følger den langs søbredden. Kort tid efter svinger stien let mod venstre, og kort tid efter kommer vi til et kryds.
Drej til højre ad stien mod nord, og fortsæt ud over engen, hvor vi på venstre hånd har udsigt til Præstesø. Ved det næste skovstykke drejer vi igen mod højre, ind skoven og vi følger igen søbredden. Vi går langs søens nordlige bred, og vi drejer langsomt mod sydøst og senere syd. På denne strækning kan vi fornemme haverne bag træerne på venstre hånd.
Vi ankommer til det sted ved Ballerupvej, hvor vi startede, og vi følger den lille smalle sti tilbage til parkeringspladsen.
Du kan se ruten her: https://hiking.waymarkedtrails.org/#route?id=11894927 og du kan også downloade ruten som GPX-fil.