Gurre Sø Rundt

Ruten ved Gurre Sø, som er ca. 10 km lang, starter ved den lille parkeringsplads ved Valdemarslund, Gurrevej 447. Ruten starter på den modsatte side af Gurrevej, lige overfor gården. Vi kommer til at gå på skovvej og skovstier, og stierne er rigtig gode, dog med undtagelse af stykket på Storø. Visse steder er det meget fugtigt, men det er muligt at komme hele vejen rundt uden at blive alt for våd. Enkelte steder skal vi passere væltede træer, men ikke noget alvorligt. Jeg tænker godt vi kan gennemføre ruten med barn i klapvogn.

Gurre Sø er en sø beliggende i Helsingør Kommune i Nordøstsjælland. Ruten som er ca. 10 km følger søbredden tæt hele vejen rundt.


Vi starter på skovvejen Søvej det første stykke ind i skoven. Efter ca. 800 meter er der et skilt til højre til fugletårnet. Det er en ganske lille afstikker ned til søen, hvor vi kan kigge over til den lille ø Mågeøen. 150 meter senere drejer vi til højre, ind på en mindre skovsti. Vi følger stien langs bredden ud på Lille Ø’s Krog.

Følg stien langs søbredden. Vi passerer en lille teltplads, kaldet Pigernes Vadested og kort tid efter støder vi igen til skovvejen, og vi drejer til højre, fortsat med søen på vores højre hånd. Vi passerer et vådområde, hvor Gurre Å rammer søen. Det er et fugtig område, men der er etableret en smal sti som er tør.

Vådområdet ved Gurre Å
Vådområdet ved Gurre Å. Foto: Leif Lodahl

Vi drejer mod nord, og følger fortsat søens bred. Vi passerer en mindre grillplads med udsigt til en lille ø. Vi kommer ud på en lille tange, kaldet Stenkrogen, og kort herefter kan vi kigge over til Storø. Vi passerer et område kaldet Mudderhullerne, men bare rolig; stien er tør. Vi fortsætter langs søbredden og når til søens nordlige ende, hvor stien drejer til højre, stik øst.

Efter nogen tid passerer vi broen, som bringer os ud på Storø. Pas på broen er meget glat i vådt vejr. På øen, følg stien højre om, ud til Kalven. Herfra kan vi fortsætte længere ud på øen, men stierne er ikke særlige tydelige, og vi kan nemt fare vild. Følg evt. samme stti tilbage, som vi kom med, og gå tilbage over broen.

Når vi atter har passeret broen drejer vi til højre, og fortsætter tæt langs søens bred. Vi kommer forbi en skovridderbolig, og her skal vi være opmærksomme på, at vi er i en privat skov.

Efter nogen tid passerer vi endnu en bro over den lille kanal mellem Gurre Sø og Slotssøen. Kort tid senere rammer vi igen den skovvej vi startede på. Drej til venstre og fortsæt tilbage til Gurrevej.

Kanalen mellem Gurre Sø og Slotssøen.
Udsigt over kanalen mellem Gurre Sø og Slotssøen. Foto: Leif Lodahl.

Du kan se ruten her: https://hiking.waymarkedtrails.org/#route?id=11890942 , og du kan også downloade GPX-filen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *